October 6, 2016

October 6, 2016

Please reload

Recent Posts

NYT SAMARBEJDE

March 9, 2016

1/4
Please reload

Featured Posts

Cape Epic 2015

March 12, 2015

Så er jeg tilbage i sydafrika for at køre Cape Epic. Et 8 dage langt mtb etapeløb, der er det tætteste man i dag kommer på mountain bike verdenens svar på Tour de France. Der er stor fokus på løbet, masser af opmærksomhed fra både medier og publikum. 

 

Jeg ankom i mandags og første udfording kom allerede i bagagehallen. Ved afdelingen for stor bagage stod min ensomme, røde cykelkuffert og da jeg gik tættere på fik jeg et underligt sug i maven. Kufferten var nemlig mærkelig sammensunket og jeg tænkte bare: åh nej, åh nej, den er helt sikkert blevet kørt over eller smadret på anden vis. Først helt henne ved den fandt jeg ud af, at det slet ikke var min kuffert! Så ingen smadret cykel. Vores mekaniker, Jumanji og massør, Werner ankom fra München et kvarter før mig og vi stod lidt og ventede på at min cykelkuffert skulle ankomme. Ret hurtigt begyndte jeg at få mistanke om, at den røde cykelkufferts ejermand måske kunne have forvekslet den med sin egen. Jeg går derfor hen og prøver at finde ud af mere ved service skranken. Jeg har tidligere erfaret, at det sydafrikanske system kan være ret ineffektivt (mildt sagt), så derfor kunne jeg ikke dy mig for lige at tjekke den røde kuffert for navn på ejermand. Det kunne jo være, vi kunne fange ham på telefonen og få byttet taskerne. I tasken er der ingen cykel, kun tomme skokasser og underligt rod og nogle breve med navn og adresse - jackpot! Han svarer dog ikke på telefonen. Vi må tage fra lufthavnen uden min cykel - altid en ærgerlig fornemmelse, men service folkene lover at gøre hvad de kan for at finde ham. Heldigvis skal jeg bare primært slappe af og komme mig oven på rejsen, og der er lang tid til selve cykelløbet starter, så det er ikke katastrofe. Der ender med at gå et par døgn og i den tid svarer hverken flyselskabet eller ejermand på kuffert. Jeg skriver en update på de sociale medier med en forespørgsel på om nogen kender ham fyren og i løbet af en halv time kommer jeg igennem til hans kone på et fastnet telefon nummer. Tak kære sociale medier! Næste dag har jeg igen min egen cykel og følelsen er bare fantastisk. Jeg havde nu nok fået fat i en anden cykel til løbet, da Specialized’s Sydafrikanske hovedsæde ligger her i Stellenbosch 2 min fra mit hotel, men jeg havde netop fået installeret en lækker watt måler på cyklen, som ville være lidt sværere at erstatte.

 

 

 

Onsdag var jeg derfor klar til et lille lokalt cykelløb (Songo.info charity race) i Kayamandi i udkanten af Stellenbosch. Kayamandi er et Township, noget vi ikke har hjemme i andedammen i Danmark. Det er i Townships, at alle de fattige sorte sydafrikanere bor og her snakker vi altså blikskure, stank, skrald, børn og dyr, pigtråd og slidt vasketøj, hønselort, hunde overalt. Og det skulle vi køre cykelløb i. Ret spektakulært. Songo.info er et initiativ, der arbejder for at få børnene i området involveret i cykling og dermed være med til at give dem sunde interesser i livet. Derfor går al overskud fra løbet til arbejdet og det er kotume, at alle donerer deres præmiepenge. Specialized er også involveret i Songo.info, så derfor var der ligesom også lagt op til at alle os ryttere fra Specialized skulle køre det. Jeg kørte også løbet sidste år. Det er en god måde at få skudt benene lidt igang for Cape Epic, få rystet de værste nerver af og ikke mindst få en fornemmelse af niveauet af én selv og konkurrenterne. Well, for at gøre det kort, så havde både min Cape Epic makker Ariane og jeg rigtig godt skud i benene. Vi fik faktisk et solidt hul ned til de resterende da jeg gik frem og lagde pres på på den første stigning. Ariane tabte kæden på den efterfølgende omgang, ellers var vi nok nået til mål sammen. 

 

 

 

Torsdag var pressedag i Cape Town. Sidste år var der samme dag team-præsentation hos RE:CM (hovedsponsor for Ariane’s hold) og denne dag var ved at tage livet af mig, da det kræver super meget energi at være på en hel dag. I år var det kun selve pressemødet og det var meget overkommeligt. Ud over at spille rigtig godt sammen på cyklerne, er Ariane og jeg begge veltalende og kønne, og det er klart, at det er et plus i den her branche. Vi blev interviewet af adskillige medier om alt lige fra vores strategi, hvor fantastisk et løb Cape Epic er til ligestilling af præmiepenge mellem kønnene. Her i Sydafrika er mtb STORT! Mountainbike har sit eget daglige nyhedsprogram på tv, ja du læste rigtigt!, så det er godt givet ud at ofre lidt energi på de rette pressefolk. Efter pressemødet var det planlagt at vi skulle overnatte i Cape Town, da vi så fredag kunne tjekke prolog ruten ud samme sted og dermed undgå en masse transporttid. På papiret en ok idé, men i praksis måtte jeg erkende at jeg bandede den plan langt væk. Køreturen tilbage til Stellenbosch, hvor jeg ellers er indlogeret ville max tage en time og det havde været langt mindre stressende end  (den ineffektive sydafrikanske) procedure med at finde selve hotellet, tjekke ind, vente på at værelse blev klar, få værelse, skifte defekte nøglekort, skifte røg-stinkende værelse, crashe på sengen, ud og købe lidt mad, bad, finde restaurant, etc, etc.. 

 

I år er noget anderledes da vi bærer favoritrollen. Sidste år var der ikke helt så meget opmærksomhed omkring os. Men det giver både mig og Ariane et ekstra kick at stå overfor denne udfordring sammen. Resten af året kører vi hver for sig og individuelt, til Cape Epic handler det om teamwork. Ariane og jeg er så velfungerende sammen at jeg selv synes vi er det stærkeste par (på papiret i hvert fald). Cape Epic er dog et løb med mange overraskelser og uheld er en del af gamet. Det erfarede vi sidste år. Nu er der kun et par dage til at løbet starter og jeg glæder mig meget. Det bliver super intens, men hele maskineriet er ved at være kørt i stilling og energien i vores Specialized flok vokser støt! 

Please reload

Follow Us
Please reload

Search By Tags
Please reload

Archive
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Black Instagram Icon